Mand med stjålet laks svinede betjente til

En 52-årig mand var særdeles aggressiv, da han den 9/9 kl. 17:18 blev tilbageholdt efter et tyveri i Føtex i Guldsmedgade i Aarhus C. En vagt havde set manden tage øl, chips og en pakke røget laks i butikken, hvorefter han gik ud uden at betale. Uden for butikken holdt vagten den meget hidsige mand tilbage, indtil politiet kom frem. Tilstedeværelsen af ordensmagten fik dog ikke den 52-årige til at slappe af. Under hele turen ind til politistationen svinede han gentagne gange betjentene til, hvilket fik dem til at sigte ham for at fornærme politiet. Derudover blev han sigtet for butikstyveri.