16-årig dreng sigtet for narkokørsel

En partrulje fra Østjyllands Politi opdagede kl 1.00 natten til onsdag en bil, der kørte over for rødt i krydset Åby Ringvej/Viborgvej i Århus V.

Betjentene fik hurtigt standset bilen og fra førersiden steg en 16-årig dreng ud, der virkede noget påvirket af narko. Han nægtede at have kørt bilen, men da betjentene havde set ham sidde bag rattet, blev han sigtet for narkokørsel, for at køre uden førerret og for at have kørt over for rød.

Det lykkedes ikke politiet at få kontakt til ejeren af bilen i løbet af natten, så det er endnu uklart, hvordan den 16-årig havde fået fat i bilen.