Mystisk mand med kondisko ønskede råd om skosværte

Tyves afledningsspørgsmål kan spænde vidt og bredt. Onsdag ved 14-tiden blev en 59-årig kvinde udsat for et tricktyveri i Kvickly i Veri Centeret i Risskov. En udenlandsk mand kom over til hende i skoafdelingen og spurgte, på gebrokkent dansk, hvilken skosværte han kunne bruge til sine kondisko. 

Manden lod som om, han ikke forstod svaret, da kvinden forklarede, at skosværte ikke just kan bruges til kondisko. 

Da kvinden kom op til kassen, opdagede hun, at hun var blevet bestjålet. Hendes pung, som lå i tasken, i hendes indkøbskurv var væk. 

Manden, som spurgte ind til skosværte til kondisko, er mistænkt for at stå bag tyveriet. 

Han er blevet efterlyst og beskrives som 

30-40 år

170-180 cm høj

Spinkel af kropsbygning

Mellemøstlig af udseende

Spidst ansigt med skægstubbe

Iført sorte kondisko og mørk hue

Talte dansk med accent