Filmen, Mozart and the Whale er instrueret af den norske instruktør Peter Næss. Den handler om to modsætninger, som mødes. Donald Morton(Josh Hartnett) har autisme og er afhængig af struktur. Han er også glad for fugle og er et talgeni. Isabelle Sorenson(Radha Mitchell) har ADHD, er flyvsk og meget lattermild. De to mødes, tilfældigt, i en gruppe, for psykisk sårbare, som Donald leder og får hurtigt interesse for hinanden. Men kærligheden er lunefuld, især når man er meget forskellige. Hvad gør man f.eks., hvis man, i sin lejlighed, har et særligt system, for hvor alle ens ting skal ligge, og at hende den udkårne `ødelægger det` i et forsøg pa`rydde op`?
Eller hvis man fortæller sin udkårne, `at man elsker ham` og at han har svært ved at svare? Det er nogle af de problematikker, som bliver skildret i filmen og gør den lidt utraditionel, for det er jo ikke et hvilket som helst par, vi følger. Men uanset hvem man er, overvinder kærligheden, som regel alt. Jeg synes, at filmen er rigtig sød, og det er dejligt at se at vores hovedpersoner prøver det bedste de kan, for at få forholdet til at fungere.