En købsaftale er netop kommet i hus med Syddjurs Kommune. PGU Rosenholm bliver de nye ejere af Rønde Vandrehjem.
Vandrehjemmet skal fortsat drives som vandrehjem og være en del af PGU`s koncept med at hjælpe unge med særlige behov, med at finde en vej ind på arbejdsmarkedet.
” Planen er at vandrehjemmet kommer til at fungere som et værksted, hvor de unge kan arbejde med turisme, servicefag og lignende. Der er mange muligheder”, siger forstander for PGU Rosenholm, Birgit Smedegaard.
Hun er meget begejstret for, at det hele er faldet på plads.
” Jeg er super glad. Det giver os endnu bedre mulighed for at hjælpe unge med at uddanne sig”.
Hun håber på et lokalt samarbejde med andre virksomheder i Rønde og omegn.
Birgit Smedegaard kan endnu ikke afsløre, hvad PGU må punge ud med for det nye køb. Men vandrehjemmet har været sat i udbud af Syddjurs Kommune med 4 millioner kroner som udgangspunkt.
Om PGU har måttet betale så meget er dog ikke sandsynligt.
Vandrehjemmets to bygninger er fra henholdsvis år 1939 og 1996.
Af Kirstine Astrup