Vi kender den. Haren der kommer med chokoladeæg til påske. Men selvom traditionen med påskeharen er ganske udbredt i Danmark i dag, har den slet ikke været her altid.
Første gang at påskeharen så dagens lys var i Tyskland i slutningen af 1600-tallet, men i Danmark lærte man den først at kende i omkring år 1900.
Grunden, til at danskerne først tog traditionen til sig der, var, at man i sin tid anså harer for skadedyr, der ødelagde afgrøderne(de ting folk dyrkede).
I dag forbinder man dog ikke påskeharen med noget negativt, men mere med en hyggelig leg, hvor børn skal finde de påskeæg, som den har gemt rundt omkring deres huse og haver.
Man kan sammenligne påskeharen med julemanden, da den også giver ”gaver” til de små børn.
Rent biologisk set giver det ikke så meget mening, at det er en hare, der kommer med påskeæg, da den jo, rent naturligt, er et pattedyr(som ikke lægger æg), men fra ældgammel tid beskrives frugtbarhedsgudinden, Eostre, som netop var symboliseret med en hare.
Dette kan forklare noget af sammenhængen mellem haren og æggene.