En 21-årig mand endte i håndjern i efter at han, mandag(den 25 juni), forsøgte at køre fra politiet på en knallert. Da en patrulje så den 21-årige holde med en knallert omkring Sønderskovvej i Lystrup, kørte de hen mod ham for at tale med ham. Den 21 årige ville dog, tydeligvis, ikke snakke, og han satte knallerten i gang og kørte ind over et græsareal og ud på et stisystem. Her måtte betjentene så opgive at følge efter ham.
De gav dog ikke helt op og blev ved med at køre rundt i området for at lede efter den unge mand. Kort efter fandt de ham på Asmusgårdsvej, hvor han kom kørende. På trods af at politiet gentagne gange anmodede knallertkøreren om at stoppe, valgte han at køre tværs over et fortov og ind i græsset. Her stoppede hans flugtforsøg, da han ramte en jordvold og væltede. De to betjente hoppede herefter ud af bilen og anholdt ham. Den 21-årige fortalte, at han havde fundet knallerten et sted i nærheden. Da den ikke var blevet meldt stjålet, blev han derfor i første omgang sigtet for ulovlig omgang med hittegods. Derudover blev han sigtet for at flygte fra politiet, for at køre uden styrthjelm og for at køre op på fortovet.