Det var en vaks borger, der i går kl. 8.20 gjorde politiet opmærksom på, at der var tre unge herrer der havde forsøgt at stjæle en bil, der holdt parkeret på Herningvej i Aarhus C. Borgeren havde betragtet forsøget på afstand og havde skrevet ned, at de sammen løb ad Skernvej og ind i en opgang på Ringkøbingvej, da deres forsøg mislykkedes. Da politiet mødte op på adressen, rettede patruljen henvendelse til tre mænd, der opholdt sig i en lejlighed – den ene iført en ternet jakke, som borgeren havde beskrevet.
De tre unge mænd på 24, 25 og 27 år ville ikke kendes ved tyveriforsøget, men blev alle anholdt og sigtet for forsøg på brugstyveri af en bil. Under visitationen blev den 27-årige fundet i besiddelse af en kniv og en klump hash, mens der blev fundet en klump hash i lommen på den 25-åriges jakke. Det blev de også sigtet for.