Hornslets skolekøkken giver løfte om mere bæredygtighed 

I disse tider er der meget fokus på bæredygtighed og et bedre klima. Dette gælder også i køkkenet på Hornslet skole. Når der fremover skal laves mad i skolekøkkenerne i Syddjurs Kommune, skal råvarerne nemlig gerne være økologiske. 

Det har kommunen givet landsorganisationen Partnerskab for offentlige grønne indkøb, et løfte om. Noget af det kommunen forpligter sig til er eksempelvis at anvende bæredygtig emballage til fødevarer og at bruge Svanemærket håndsæbe.  

Administrativ leder på Hornslet Skole, Jens Sønderbæk bakker op om initiativet, og skolens elever kan også godt se fidusen i at tænke mere bæredygtigt. ”Der er rigtigt mange, der taler om, at miljøet ikke er særligt godt. Så jeg synes, det er godt, at vi gør en forskel” siger Isabella Vildersbøll, der går i 6. B på Hornslet Skole, til TV2 Østjylland.

En gang om året vil Partnerskab for grønnere indkøb tjekke op på, om løftet om mere bæredygtighed bliver holdt.